- DUPs holdninger er under konstant udvikling, hvorfor sider som denne anskues som levende dokumenter, der kan ændre sig over tid. Dette er senest opdateret d. 5. oktober 2022. God læselyst.

DUP opfordrer til fælles front for at øge indtægterne fra musikstreaming.

Størrelsen af indtægter fra streaming af musik og fordelingen af disse indtægter er kontinuerligt genstand for megen debat - og med god grund da en sund fødekæde er essentiel for et sundt og succesfuldt musikliv i Danmark og i resten af verden. 

I dag fordeles streamingindtægter med ca. 30% til tjenesten selv, ca. 15% til indehavere af værkrettighederne (dvs. komponister, tekstforfattere og musikforlag). De resterende ca. 55% fordeles til indspilningens rettighedshavere (dvs. artisten, eventuelle featured artists og til pladeselskabet). Typisk bruger pladeselskabet en distributør, der tager 15-25% for deres ydelse, inden resten sendes til pladeselskabet, der fordeler videre til artisterne. I den uafhængige sektor - og i flere og flere tilfælde også hos majors - får artisten typisk 50% af det tilbageværende beløb, forudsat at pladeselskabets investeringer i produktion og markedsføring er tjent hjem - på musikbranchesprog et 50/50-split efter break-even.

I de senere år har en række organisationer, pladeselskaber, forlag, musikere, sangskrivere og artister problematiseret den nuværende struktur med udgangspunkter og ønsker, der nogle gange er i indbyrdes modstrid og andre gange overlapper med hinanden. Det er kun naturligt med en vis mængde interessekonflikter i et kommercielt marked, men alligevel er det vores holdning i DUP, at det er nødvendigt at fokusere på de forhold, der (hvis de forbedres) vil komme alle interessenter til gode fremfor at ændre på de andele hver sektor får i dag. Og det bør vi kunne gøre som samlet branche uanset sektor, størrelse, genremæssige tilknytningsforhold o.l. 

Derfor vil vi med dette skriv identificere de forhold, som vi ser som de vigtigste at adressere, når vi indbyrdes i branchen diskuterer på det politiske niveau og med de teknologivirksomheder, der står bag streamingtjenesterne. Området er uhyre komplekst og derfor er nærværende bidrag til debatten af en hvis længde. Vi opfordrer dog enhver, der ønsker at forstå problematikken, til at læse det til ende.

Prisen for audio-streaming er kun dalet siden dets lancering

Lad os starte med det altoverskyggende problem; musikkens pris. Forbrugernes pris for streaming af musik er, modsat stort set alle andre priser i samfundet, dalet år for år siden lanceringen. Udgangspunktet har fra dag 1 været 99 kr/md, og når man medregner inflation, freemium-plans, family plans mv., betyder det reelt et markant prisfald år for år.

Kigger man på film- og TV-branchen betaler folk gladeligt det samme, og i en del tilfælde mere, for tjenester, der kun stiller en mindre del af den samlede mængde af produktioner til rådighed.
Og selvom piratvirksomhed stadig udgør et betydeligt problem i musikbranchen, er det ikke længere et slag, der udkæmpes mellem streamingtjenesterne og torrent-sites, hvorfor streaming-relaterede freemium-plans bør afskaffes helt og aldeles.

Det er DUPs påstand, at hvis branchen til en start kunne overbevise streamingtjenesterne om, at en tilbagevirkende justering for inflation og en afskaffelse af freemium markant ville styrke hele branchen, uden at priserne ville ramme et uoverskueligt niveau for forbrugerne. Det er ikke nok til at løse alle problemerne, men det ville være en skelsættende start. 

Udregningen af musikkens værdi er urimelig

I dag sender streamingtjenesterne de samme beløb til rettighedshaverne for alle streams over 30 sekunder, uanset om den enkelte sang varer 31 sekunder eller 25 minutter. Det mener vi er dybt urimeligt, da det medfører en strukturel diskrimination af genrer, der er kendetegnet ved længere sangstrukturer - såsom mange retninger inden for jazz, metal, klassisk mv. 

Vi mener også, at man bør regulere streamingtjenesternes algoritmer, i lighed med anden diversitetsrelateret lovgivning, så algoritmerne ikke må forstærke strukturel diskrimination på f.eks. køns- og etnicitetsområdet. 

Samtidig ser vi, at betalinger for brug af musik på sociale medier som TikTok, YouTube, Facebook mv. er mange gange mindre end på f.eks. Spotify, Apple, Tidal o.l. En forskel giver mening, da musikken på sådanne tjenester tjener et andet formål og har en mere passiv rolle, men niveauet er langt under, hvad der er rimeligt. En forbedring af dette område bør være et af branchens store ønsker til de parter, der forhandler herom (major labels, Merlin og enkelte store distributører som Believe Digital m.fl.). Vi oplever faktisk en stigende anerkendelse af musikkens værdi fra teknologivirksomheder, der af den grund i højere grad end nogensinde licenserer musik.

Musikbranchen taler i denne kontekst ofte om muligheden for en overgang til user centric-afregning fra pro rata, der i dag anvendes på de fleste tjenester. Dette støtter DUP pt. ikke, da de undersøgelser der har været foretaget, ikke tegner et entydigt billede af en bredere fordeling af indtægter. Faktisk frygter vi, at det i endnu højere grad end nu vil koncentrere indtægterne på de allerstørste stjerners hænder. Det skyldes bl.a. at lyttere af nichémusik ofte lytter til mange flere forskellige artister end mainstream-musikkens fans. Således ville førstnævntes abonnementsydelse skulle deles mellem tilsvarende flere artister. 

Mulighederne er i alle tilfælde mange for at skrue på håndtag i maskinrummet hos streamingtjenesterne på måder, der kan bidrage til en sundere musikbranche og en mere hensynsfuld udregning af det enkelte streams værdi… 

Myten om radioens død er stærkt overdrevet

Et andet argument der ofte bringes i debatten er, at stremingtjenesternes playlister har overtaget en markant del af lytningen til ny musik og dermed har udhulet artister og studiemusikeres radioindtægter. Alt imens vi anerkender, at det bliver fortsat mere og mere udfordrende at få nye generationer til at omfavne det traditionelle radio-format,  er radioens påståede død et udsagn, vi forholder os kritisk overfor, da vi ikke kan finde data, der understøtter det. Tværtimod fortæller vores medlemmer os, at rotation på de rigtige radiostationer skaber langt flere fans til deres artister end placeringer på de rigtige streamingplaylister, der på trods af deres økonomiske værdi ikke formår at knytte lige så stærke bånd mellem musikken og forbrugeren. 

Kigger man på Gallups tal for radiolytning i 2008, er konklusionen, at de forskellige kategorier af radiostationer tilsammen havde ca. 14 mio ugentlige lyttere. Samme periode i 2022 viser, at dette tal faktisk er steget til ca. 16 mio ugentlige lyttere. 

Så er idéen om en nedgang i udbetalinger til artister og studiemusikere for denne type offentlig fremførsel virkelig rigtig? I DUP forholder vi os kritiske, alt imens vi gladeligt vil forholde os til undersøgelser af området.

DUP mener, at man i stedet for at søge mod streaming-indtægter for at kompensere for eventuelle tab af unge radio-lyttere, bør fokusere på at forbedre tilstanden på on-demand radio og podcast-området. Det bør ske via et niveau af transparens, rapportering, licensering og fordeling af indtægter herfor, der svarer til, hvad branchen har etableret på flow-området. For det er vores opfattelse, at unge faktisk omfavner disse digitale områder og dermed ikke er uden for rækkevidde for denne type af musikformidling. Det handler ‘blot’ om at være til stede på de teknologiske platforme, hvor målgruppen findes. Og her slipper virksomheder som Spotify og Apple pt. afsted med at kunne tilbyde stort set alle verdens podcasts til deres abonnenter, uden at skulle betale for det, da de ikke i traditionel forstand er det producerende led af disse. Dette forhold vækker uhyggelige mindelser om de safe harbour-regler som EUs ophavsretsreforms artikel 17 kom til livs ift. brugergenereret indhold, hvor platforme som YouTube mv. førhen ikke var ansvarlige for krænkelser af ophavsretten. Man bør tilsvarende sikre, at platforme, der lukrerer på eksempelvis andres podcasts også betaler for dem, så podcastproducenterne bliver i stand til at betale for musik og dermed også prioritere musikken i deres indhold. 

Proportionalitet mellem udgifter og indtægter

Nogle stemmer i branchen ytrer, at større indtægter til musikforlag, komponister og studie-personale bør gå fra pladeselskabernes, og dermed artisternes, andel. Men en mindre andel af indtægterne til pladeselskaberne vil i vores optik umuliggøre fair vilkår for de øvrige parter, der bidrager til indspilningen.

Pladeselskaberne og artisterne betaler nemlig langt størstedelen - og i mange tilfælde alle - omkostninger forbundet med indspilning, udgivelse og markedsføring af musik. Noget der selv med nutidens indtægtsandele er en uhyre svær forretningsmodel at skabe overskud gennem. Derfor vil en udhulning af artisternes og pladeselskabernes økonomi resultere i endnu færre penge til producere, teknikere, studiemusikere o.l.

Der er desuden ofte sammenfald mellem artisten og sangskriveren. Altså at personen eller bandet, der står på artworket, også har skrevet musikken. Og det er lige så almindeligt, at artisten allierer sig med producere og/eller såkaldte co-writers, der skriver musik for eller med artisten. Deres bidrag er af skabende karakter, hvorfor de også får en andel af værkrettighederne og således ikke kun kompenseres via streaming men også via radio/tv-afspilninger mv.

De mange on-demand tjenesters indtog i musikbranchen repræsenterer spændende vækstmuligheder for alle rettighedshavere: dvs. artister, sangskrivere, forlag og pladeselskaber. Derfor er det også disse parters ansvar, at studiepersonalet, herunder musikere, teknikere og producere, ikke glemmes i den stadigt tiltagende digitalisering af musikforbruget. I dag honoreres studiepersonale typisk med et engangshonorar for indspilningen og for musikernes vedkommende med en andel af den offentlige fremførsel på radio/tv, i butikker, restauranter mv. (i Danmark via forvaltningsselskaberne Gramex og MPO). Producere er som sagt ofte også co-writers og modtager i så fald også en del af værkrettighederne. Det har derimod aldrig været almindelig praksis at fordele hverken salgsindtægter (fra f.eks. CD, vinyl, streaming, synkronisering etc.) eller andel af værkrettighederne til studiemusikere og teknikere for deres bidrag til en indspilning. 

Man skal nemlig ikke glemme, at engangshonorarerne til studiepersonale for mange udgivelsers vedkommende sikrer disse en større indtægt end både artist og pladeselskab ser, hvis det ikke lykkedes at skabe nok opmærksomhed og dermed musikforbrug i markedet til at nå forbi break-even. Derudover ernærer musikere sig typisk både som studie- og live-musikere, og man kan med en vis rimelighed sige, at pladeselskaber og kunstneres arbejde for indspilningerne danner grundlaget for en meget stor del af den efterfølgende live-aktivitet og indtægter, som pladeselskaberne vel at mærke ikke i udgangspunktet får en andel af.

Musikerne har i erkendelse af de udfordringer, som digitaliseringen medfører, lancereret kampagnen Fix Streaming, som foreslår en ny ret til indtægter fra musikstreaming, der skal betales af streamingtjenesterne - vel at mærke ud over, hvad de i dag betaler til øvrige rettighedshavere. Det foreslås desuden, at denne ret administreres af et kollektivt forvaltningsselskab. Det synes sympatisk og fornuftigt på det principielle plan, men DUP kan ikke støtte den ide i praksis af særligt to grunde: 

Vi forventer, at streamingtjenesterne mere eller mindre direkte vil bruge det som pressionsmiddel i forhandlingerne med pladeselskaber og forlag med det formål at nedbringe disses andele og opnå status quo på summen af rettighedsudbetalinger.

Som pladeselskaber kender vi om nogen den enorme datamængde, der skal processeres i forbindelse med fordeling af royalties. Forslaget kræver en sammenkørsel af hele markedets streamingdata og de såkaldte studielister, hvorpå de medvirkende musikere fremgår. Dernæst en efterfølgende fordeling af de nye indtægter til den enkelte medvirkende musiker. At gøre dette for de mere end 60.000 sange, der dagligt udgives i tillæg til de mange millioner eksisterende sange, vil skabe et administrativt mareridt med administrationsomkostninger, der langt vil overstige indtægtsniveauet. Der findes os bekendt simpelthen ikke et fortilfælde i den globale musikbranche, hvor så store datamængder behandles.

Selvom det kun indirekte påvirker musikernes karriere, mener vi at streamingtjenester bør forpligtes på at have interaktive credits, der omfatter både musikere, teknikere, sangskrivere, forlag, pladeselskaber, producere etc., således at både forbrugere og musikbranche kan gå på opdagelse i de enkelte parters output og således tilføje streamingformatet et element af musikopdagelse, der fungerer på musikkens præmisser i højere grad end algoritmernes. Her må vi fremhæve tjenesten Tidal, der er nået langt længere end alle andre platforme på dette område.

Vi mener opsummerende, at en konstruktiv dialog mellem alle rettighedshavere og musikere er nødvendig for komme frem til de rette løsninger. Og at sådanne løsninger både skal være transparente for alle parter og have et proportionalt forhold med den enkelte udgivelses økonomiske forudsætninger.